Årets Iværksætterlegat for unge håndværkere

Legatet har været uddelt hvert år i 20 år og tildeles en yngre iværksætter, som gennem etablering af egen virksomhed i Aalborg Kommune har vist evnen til at omsætte ide til handling og som kan tjene som forbillede for andre med sin selvstændighedstrang. Legatbeløbet på kr. 10.000 kr. er sponsoreret af Ole Friis, grundlæggeren og tidligere ejer af rengøringsfirmaet IDA Service.

Legatet tildeles Nanna Aakjær Svendsen, stifter af Intarsia Furniture

Det hele begyndte i 1948, da Nanna Aakjær Jørgensen morfar snedker Jørgen Aakjær Jørgensen startede produktion af sine egne designede møbler. Møbelvirksomheden lukkede i 1982, men Nanna interesserede sig for de unikke møbler og i 2017 besluttede hun at genoptage produktionen. Nu drives virksomheden fra hjemmeadressen på Gjøl. Nanna Aakjær har nu fået kapital til at vækste fra to løver, Tahir Siddique og Louise Herping Ellegaard.

 

Årets æreshåndværker i Aalborg

Legatet er indstiftet i 2004 og gives til en i Aalborg Kommune aktiv håndværker, som gennem sin faglige dygtighed og evnen til at videregive den i særlig grad medvirker til at holde sit fags tradition i hævd. Legatbeløbet på 10.000 kr. er sponsoreret af PFS, Pension For Selvstændige.

Legatet tildeles i 2024 keramiker Louise Lange, Langes Keramik.

Årets æreshåndværker er medejer af familievirksomheden Langes Keramik. Hun er tredje generation af keramikere i det landskendte værksted i Hjelmerstald. Louise ville som ung være glaspuster og nåede at arbejde i den branche nogle år, før hun vendte hjem til Aalborg og familievirksomheden. Louise en sublim kunstner ved drejebænken og har udviklet sit helt eget udtryk i sine kreative kunstværker.

 

Praktikprisen

SMVaalborgs praktikpris er indstiftet i 2020. Prisen gives til en person, en virksomhed eller en institution, som i særlig grad har påtaget sig ansvar for at give lærlinge og elever et meningsfyldt praktikforløb. Legatbeløbet er sponsoreret af SMVaalborg.

Praktikprisen for 2024 går til Tech College oplæringscenter for at fastholde og sikre at så mange lærlinge som muligt gennemfører deres erhvervsuddannelse. Oplæringscenteret tager hånd om de unge og sikrer en god kontakt mellem virksomheder og lærlinge for at opnå det bedste match mellem den enkelte lærling og virksomhed.

 

 

Potentialeprisen

Prisen er stiftet i et samarbejde mellem Job og Velfærd (Aalborg Kommune) og SMVaalborg. Prisen uddeles årligt til en virksomhed, der er ydet en særlig indsats og påtaget sig et socialt ansvar for at hjælpe mennesker til en aktiv tilværelse med et job. Legatet er sponsoreret af Aalborg Kommune.

Potentialeprisen 2024 tildeles NGI a/s, Nørresundby

Motivationen for tildelingen er, at virksomheden har aktivt påtaget sig et socialt ansvar for at hjælpe mennesker, der har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. NGI er en meget rummelig, multikulturel og international virksomhed.

NGI a/s mestrer en omsorgsfuld og nærværende ledelse, der skaber egnede job til nogle af de borgere, der har udfordringer med at opnå fast tilknytning til arbejdsmarkedet.