Kæmpesucces for lærlinge-projekt i Nordjylland

Hvis der var en sportsdisciplin, der hed match-making på uddannelsesområdet med hensyn til at skaffe lærepladser til tømrere og murere, så vil Anja Grønhøj være Danmarksmester.

Hun er projektansat til at matche de unge på TECHCOLLEGE inden for tømrer-og murerfagene med de arbejdsgivere, der skal indgå lærlingekontrakter med de unge.

I 2024 blev der med Anjas indsats indgået 105 ekstraordinære aftaler med nordjyske håndværksvirksomheder og arbejdet fortsætter i 2025:

  • Vi skal have flere væk fra skoleoplæringen og ud i den virkelige verden og samtidig skal vi sørge for at dem, der har fået en læreplads, fastholdes i deres uddannelsesforløb, forklarer Anja Grønhøj, der selv har en faglig uddannelse som maler på sit cv. Derudover har hun været faglærer og praktikpladskonsulent på TECHCOLLEGE, og lærepladskonsulent hos 3F, hvor hun er med i brancheklubben.

Mange unge har udfordringer

Med sin energi, sit nærvær og engagement og gode humør tager Anja Grønhøj både fat i de unge og arbejdsgiverne og rusker dem lidt, så begge parter kan finde sammen om at give hinanden en chance på arbejdsmarkedet.

  • Det er et faktum, at mange unge på erhvervsuddannelserne har nogle personlige udfordringer, og nogle har diagnoser, der gør at de agerer på en anderledes måde på forandringer. Men de skal også have en chance for at få succes. Jeg tager derfor udgangspunkt i de enkelte og finder ud af, hvad deres fortrin er. Og så kan det godt være at de synes, at jeg irettesætter dem, hvis de har en attitude, som ikke er forståelig for en mester.

Anja ser nemlig de unge i øjnene og finder løsninger på det, der er svært for dem. Der skal tages hensyn til forskellighederne og:

  • Den, der har svært ved at huske, hvad der bliver sagt, skal have en notesblok i lommen og dem, der efter Corona-tiden, tror at bare antydning af forkølelse er sygdom nok til at melde sig syge, de skal ændre adfærd. Jeg roser og revser og skal have dem til at shine. De fleste har masser af positiv energi og er omstillingsparate, de skal bare motiveres og ses.

Anja konstaterer, at arbejdsmarkedet har ændret sig, og det være svært for en arbejdsgiver at tage imod nogle unge mennesker, der i løbet af deres teenageår ikke har prøvet have et fritidsjob, hvor de skulle yde noget på arbejdsplads, før de fik belønningen i form af en løn og måske lidt ros:

  • De er i for stor grad blevet vænnet til at lommepengene kommer af sig selv og at samværet med andre foregår via computeren. Det gør, at de måske ikke snakker så meget og ikke er vant til at skulle forholde sig til andre måder at være sammen på. Men vi skal nok i fællesskab få dem til at være til stede sammen med de ”voksne” og se værdien i at yde en indsats, der bliver anerkendt.

Skoleoplæring duer ikke

Der er jo brug for de fagligt uddannede på fremtidens arbejdsmarked, og det duer ikke, at eleverne ender i skolepraktik på de tekniske skoler rundt omkring.

Det er det lokale uddannelsesudvalg, LUU i Aalborg, der har iværksat projektet og med midler fra trepartsaftalen og AUB-midler blev forsøget sat i gang i slutningen 2023 med Anja som projektansat. Med i budgettet er også en økonomisk kompensation til de arbejdsgivere, der yder en ekstraordinær indsats for at fastholde de unge – med udfordringer – i at færdiggøre deres læretid med succes og et svendebrev.

  • Det handler om at bruge lidt ekstra tid på at kommunikere med de unge og motivere dem at tage ansvar for egen læring. Der er jo ingen vindere, hvis en uddannelsesaftale bliver nødt til at blive ophævet. Så derfor tager jeg også ud og er med til de samtaler som mester har med lærlingene. Jeg forklarer, at jeg er der for deres skyld – men siger også, at jeg helst bruger min tid på dem, der kan forstå, at det er for deres bedste, at jeg er der. Hvis ikke de tager imod, så bruger jeg mine ressourcer på andre.

En af de arbejdsgivere, der har taget imod nogle at unge lærlinge, der notorisk har haft svært ved at finde en læreplads, er tømrermester Lars Skall fra virksomheden Portus byg og udvikling ApS.

De bliver uundværlige

Lars har tidligere selv drevet egen tømrervirksomhed i 15 år. Han har været projektleder på Siemens og været instruktør på skoleoplæringen på TEHCOLLEGE. Nu er han daglig leder i firmaet Portus Byg og Udvikling:

  • Det her projekt kan virkelig få dem, der er kørt ud på et sidespor – ind på rette vej igen. Dem der tidligere er blevet valgt fra af mestrene, kan blive nogle sindssygt dygtige medarbejdere – når vi tager fat om problemerne i tide.

Lars Skall indrømmer, at han i sit eget tidligere firma ikke tog opgaven med at finde de rette lærlinge så seriøst, og det gav ikke de rigtige forventningsafstemninger:

  • Jeg sad ofte i bilen og tog en fem minutters samtale i mobilen med skolen og en elev før vi skrev en lærerkontrakt. Det var ikke seriøst. Vi skal som arbejdsgivere tænke anderledes for at kunne få det rette match.

I er kort periode i efteråret havde Lars Skall sin daglige gang på TECHCOLLEGEs skoleoplæring og her mødte han mange af de unge, der var ved at køre sur i uddannelse efter mange afslag på lærepladser. Her mødte han blandt andre de lærlinge, som han har hyret ind i Portus Byg.

Lars er projektleder på opgaven med at sætte nyt tag på Kinnerup Auto nord for Vodskov og her har han fulgt de unge tæt:

  • Vi tager jævnligt en snak om, hvordan det går. Og jeg har givet dem ansvar for opgaverne og det har de taget til sig – endda så godt at vi blev færdige før tid med opgaven. Og kunden er blevet så tilfreds, at vi har fået flere opgaver tildelt, som han gerne vil have os til at lave her. Det er en fantastisk udvikling, som lærlingene har gennemgået her.

Viktor og Thomas får succesoplevelser

Og Lars Skall mener ikke, han beskytter de måske lidt sensible unge på jobbet for meget.

  • De skal have både ris og ros – og hvis de synes, at den gamle mester er lidt en idiot, så kommer Anja ind i billedet og giver os alle sammen positiv feedback. Det er næsten magisk, at det lykkes.

En af dem, som har fået et nyt ”liv” i kraft af projektet, er Viktor Bo Christensen. Den 21-årige tømrerlærlinge havde gået næsten tre år på skolen – og i skoleoplæring, fordi han havde fået afslag på flere hundrede ansøgninger om en læreplads:

  • Jeg var ved at opgive min uddannelse og kunne ikke se, hvad det skulle føre til at på skolens værksted og lave små modeller af tømrer-projekter, udført på en skole med nye materialer. Her kommer vi ud i den virkelige verden og skal renovere eksisterende bygninger. Og så er jeg også blevet lovet arbejde, når jeg bliver færdig som svend til marts.

En anden at dem, der arbejder med en totalrenovering af Kinnerup Autos salgskontor, er Thomas Poulsen på 17 år. Ligesom Viktor har han af Lars Skall fået lov til at styre, hvad der skal ske nogle af dagene på byggeprojektet, selvom han tidligere har været noget usikker på egne evner:

  • Det har betydet alt for mig at komme i gang i et rigtigt firma. Jeg har en bror, som tidligere er stoppet i sin uddannelse som tømrer, fordi han ikke kunne finde en læreplads. Det har jeg jo fået nu, så det er fedt.

 

Lars Skall er blæst bag over af den indsats som de “specielle” lærlinge har ydet. En opgave hos en kunde blev udført hurtigere og bedre end planlagt – og æren for det tilskriver han blandt andet Viktor og Thomas.

 

De har imponeret mig helt vildt – de har taget ansvar og vist at de ville løse opgaven med at lave en ny tagkonstruktion på en bygning. Og kunden har vist os den tillid at udbyde yderligere renoveringsopgaver til Portus Byg.

 

Jeg var over dem til at begynde med og drøftede udfordringer med dem, men da jeg trak lidt tilbage tog de teten og røven på mig. De er nu holdt op med ringe i tide og utide og tager selv ansvar for opgaverne.

 

Ole Mattesen Christensen, der er HR-chef i Færch Byg og medlem af SMVaalborgs bestyrelse, sidder som DI udpeget i det lokale uddannelsesudvalg LUU og er næstformand i udvalget. Han har sammen med de andre i LUU presset på for at få projektet vedtaget og finansieret. Han ser med tilfredshed, at det er blevet en så stor succes, at konceptet bliver efterlignet andre steder i landet.

 

Konceptet skal fremover kopieres til alle regioner i hele landet. Fremover skal konsulenter arbejde fokuseret på at bygge bro mellem eleverne og virksomhederne. Der bliver ansat en konsulent i alle regioner i en ny indsats, som skal løbe de næste tre år. Ligesom Anja gør det i Nordjylland skal konsulenterne andre steder tale med de tømrerelever, som har svært ved at finde en læreplads. Derudover skal de motivere virksomhederne til at tage de lærlinge ind, der har udfordringer af den ene eller andet art. Og så skal der følges op i elevernes prøvetid ude hos virksomhederne. Anja Grønhøj er beæret over, at Nordjylland kan vise vej og håber, at principperne kan anvendes andre steder.

 

Træfagenes lokale uddannelsesudvalg (LUU) og TECHCOLLEGE fik 2023 godkendt en ansøgning om trepartsmidler fra Byggeriets Uddannelser til et projekt, som skulle styrke fagligheden og sikre at lærlingene bliver udlært i de private virksomheder.

Blandt bidragsyderne er Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), der  administrerer en række refusions- og tilskudsordninger på erhvervsuddannelsesområdet. Formålet er at skaffe flere praktikpladser. AUB er en selvejende institution, der administreres af ATP.