En glad hund tager imod i døren. En koncentreret Lisbeth kigger op fra drejebænken. En tænksom Peter går gennem lokalet, og en smilende Louise rækker hånden ud. Velkommen til familie Langes univers. En forårsdag, hvor solen skinner, er livet herligt i Hjelmerstald i Aalborg.
Gæsterne bliver suget ud af midtbyens travle puls – og ind i familiens Langes gårdhave, værksted og butik, hvor øjnene og ofte også ørerne kommer på overarbejde. Her arbejder Louise Lange side om side med sine forældre – sammen og hver for sig.
Hunden Buster passer på det hele, far Peter og mor Lisbeth på hver sin side af datteren Louise.
De er alle tre kunstnere og har deres egen stil og kompetencer, når det gælder det flotte kunsthåndværk.
Blev glad og rørt
– Jeg var helt paf og blev rørt, da jeg hørte, at nogen have fået øje på mig, fortæller en glad Louise Lange, der 2. maj blev udnævnt til at være årets Æreshåndværker i Aalborg.
Louise Lange, der er tredje generation i landets største samlede keramiske værksted og butik, lever og ånder for sit håndværk og sit kunstneriske udtryk. Hun har det allerbedst, når hun fordyber sig ved drejebænken og fremstiller sine unikke lerkrukker.
– Og hver gang jeg tager en af krukkerne ud af ovnen, bliver jeg motiveret til at lave noget nyt og måske forbedre mig på visse punkter. Det er min passion og min nørdede verden. Men det er også fantastisk sjovt – hver dag.
Den 46-årige kendte keramiker har ikke altid villet gå i sine forældre fodspor, selvom det måske lå lidt i kortene og skæbnen. Det var Louises farfar Benny Lange, der sammen farmoren Ester etablerede pottemagerværkstedet i Hjelmerstald i 1968 og gav det navnet Langes Keramik. Peter Lange og Lisbeth Lange fortsatte driften fra 1982 og udviklingen af det unikke kulturelle åndehul i Aalborg. De lagde ikke pres på deres børn Kristian og Louise med hensyn til at videreføre driften af det der nu hedder Langes Kunsthåndværk.
Blev glaspuster på Bornholm
– Da jeg var 17 år ville jeg noget andet. Jeg passede ikke ind i den traditionelle skoleverden og droppede ud af 2. g. på Hasseris Gymnasium og tog i stedet på en højskole ved Vejle, hvor temaet var glaspusteri. Det passede godt til mit temperament dengang, som ung og vild. Glaspusteri er fuld fart på, ild og adrenalin.
Louise Lange blev derefter uddannet glaspuster og var i den branche i fem år på Bornholm. Men en periode med sygdom gav hende lidt hjemve.
– Det var min skæbne – jeg skulle ud og blive voksen, før jeg kunne se mig selv som keramiker – som mine forældre og bedsteforældre.
Hjemme i Aalborg i år 2000 satte Louise Lange sig for at dygtiggøre sig ved drejebænken og brugte oceaner af tid på at dreje masser af cylindre i ler.
– De fleste af krukkerne endte som lerklumper igen, så jeg kunne begynde forfra for at blive dygtigere.
Louise Lange var helt bevidst om, at hun ikke skulle kopiere sin fars værker på drejebænken og hun skulle heller ikke dekorere sin mors ting.
Vi inspirerer hver dag hinanden
– Det ville aldrig gå. Vi er tre unikke kunstnere her i virksomheden, der hjælper og inspirerer hinanden, og vi arbejder bedst med vores egne udtryk i produkterne. Men fællesskabet i dagligdagen er vigtigt og givende. Vi kan ikke undvære hinanden hverken på værkstedet eller i butikken.
Langes Kunsthåndværk er meget mere end et keramiske værksted. Det er et kulturelt samlingspunkt midt i Aalborg – med en helt speciel atmosfære inde – og især ude i gården mellem husene. Her er ofte musik og udstillinger – noget som forfører både de lokale kunder og turister langvejs fra. Det er en af de magneter, der skal få flere mennesker til at handle og få oplevelser i Aalborg centrum.
– Vi er her- og vi bliver her – og vi udvikler os sammen her i værkstedet. Og heldigvis kommer den unge generation på besøg her hos os. De er tændt på oplevelser og eventyr – og vi prøver at lytte til deres interesser og ønsker uden, at vi skal blive alt for modebevidste. Vores produkter skal ikke kun glæde kunden en kort tid. De skal leve og kunne beundres i mange år.
Forelsket i den hvide ler
For årets Ærehåndværker er arbejdet blevet en livsstil, og det er en daglig glæde at gå ind i gården ved butikken og begive sig ud på værkstedet:
– Jeg er næsten forelsket i ler – det er mit helle at sidde ved drejebænken og blive bedre og bedre til mit håndværk. Og tænk sig – jeg var ikke noget kreativt talent som ung, men jeg er havnet det helt rigtige sted. Det er min livsstil – og jeg er yderst taknemmelig for at få prisen som årets Æreshåndværker. Det er jeg megastolt af.
Næste år har hun 25 år jubilæum som keramiker og når hun tænker tilbage, så var vejen omkring glaspusteruddannelsen god for hendes måde at finde sig selv på:
– Der var intet pres fra mine forældres side i forhold til, at jeg skulle være i samme branche som dem, men jeg skulle ligesom finde ud af, hvem jeg var, før jeg kunne se mig selv i familievirksomheden, og på samme måde har jeg det over for mine egne drenge. De skal selv blive voksne hver på deres måder og finde ud, hvad der giver dem mening og værdi i tilværelsen.
Kulturen lever i midtbyen
Familiefirmaet Langes Kunsthåndværk består af Peter Lange, Lisbeth Lange og Louise Lange. Og Louises bror Kristian, der er uddannet arkitekt, er med på sidelinjen. Han bidrager på det kreative område med sine malerier og specielt gavlmalerier, der kan ses i Aalborg by og selvfølgelig i Langes kulturelle univers i Hjelmerstald.
Det var som nævnt Benny og Ester Lange, Louises bedsteforældre, der skabte rammerne for hele i 1968. Et pottemagerværksted skulle efter farfarens mening ligge midt i byen, hvor der er liv året rundt – og ikke i sommerlandet. Siden har det udviklet sig til at blive landet største butik med tilhørende værksted og udenomsarealerne i mellem bygningerne er blevet en turistattraktion, også når butikken er lukket.
Her er ofte musik og glade dage mellem kunstværkerne. Og bagest i lokalerne har Louise sit daglige virke ved drejebænken. Der hviler fred, ro og en næsten meditativ stemning. Hunden hedder i øvrigt Buster.
Hjelmerstald – en oase midt i Aalborg – en gade som beboerne selv reddede fra undergang i 70erne, hvor alt gammelt skulle fjernes og erstattes af moderne huse og næsten motorveje gennem midtbyen.
Få gader og stræder overlevede den fejlagtige politik, men nu ligger de smalle gader syd for Algade med eftertragtede boliger og enkelte erhvervsdrivende.
Langes Kunsthåndværk er det bedste eksempel på at gode værdier født på en kreativ arbejdsplads, fortsat er en af byens største trækplastre.
Et åndehul, hvor batterierne kan lades op. Her er tænkt over, hvad der betyder noget for kunderne. Her er virkeligt noget for øjet, og det er noget, der sætter positive tanker i gang.
Med passende mellemrum er der også musik i gårdhaven – og så er der også noget for ørene.