Øget bureaukrati lægger en relativt større byrde på små og mellemstore virksomheder i forhold til store virksomheder. Det hæmmer SMV’ernes fleksibilitet, innovation og vækstpotentiale, hvilket på sigt reducerer deres konkurrenceevne – både lokalt, nationalt og globalt.
Indviklede regler, krav og dokumentationsprocedurer medfører øgede omkostninger til administration, juridisk rådgivning og rapportering for alle. Men det rammer SMV’erne relativt mere end de større virksomheder. Det betyder relativt større omkostninger fordi SMV’er skal bruge forholdsvis flere ressourcer på at opfylde administrative krav, som f.eks. udarbejdelse af rapporter, overholdelse af regler og dokumentation end de store koncerner.
Tiden går med ingenting
Der kan også være betydelige udgifter til eksterne konsulenter og rådgivere (såsom revisorer eller advokater) eller i værste fald ansættelse af ekstra personale til administrative opgaver. For små virksomheder med begrænsede budgetter kan selv små ekstra omkostninger være en stor byrde.
Tidsforbruget på at navigere i komplekse regler og procedurer reducerer jo den tid, der kan bruges på innovation, produktudvikling, produktion og andre aktiviteter, der skaber økonomisk værdi og styrker konkurrenceevnen. For ejere af små virksomheder, der ofte selv håndterer mange opgaver, kan dette betyde mindre tid til at fokusere på vækst og innovation.
SMV’er er notorisk mere fleksible end store virksomheder, hvilket burde give dem en konkurrencefordel. Men flere administrative krav kan gøre det sværere at reagere hurtigt på markedsændringer, da de skal bruge tid og ressourcer på at navigere rundt i bureaukratiet.
De store virksomheder har ofte dedikerede afdelinger og relativt flere ressourcer til at håndtere de administrative opgaver, mens SMV’er ofte må fordele disse opgaver blandt eksisterende medarbejdere, der som nævnt burde bruge deres tid på noget andet. Det er en frustrerende barriere for den daglige drift og vækst. For virksomheder, der ønsker at eksportere eller udvide til nye markeder, kan komplekse krav gøre processen langsom og fordyrende.
Arbejdsglæden forsvinder
Det giver frustrationer, usikkerhed og risiko i små virksomheder. For SMV’er kan fejl føre til bøder eller andre sanktioner, hvilket kan være ødelæggende for deres økonomi og omdømme.
Det er demotiverede for innovative ledere, ejere og deres medarbejdere specielt i små og mellemstore virksomheder, når en stor del af arbejdstiden går til administrative opgaver. Det kan føre til unødigt stress hos virksomhedens ejere og de ansatte. Det kan reducere produktiviteten, arbejdsglæden og påvirke virksomhedens indtjening negativt.
Vi arbejder i SMVaalborg for at forbedrede de små og mellemstore virksomheders arbejdsbetingelser. Det gælder alle såvel i detailhandlen, byggeriet og dem, der producerer varer og ydelser. For at støtte SMV’erne i Danmark er det vigtigt, at politikere vil forenkle regler og dermed reducere det unødvendige bureaukrati, så vi i fællesskab kan fokusere på at skabe værdi og vækst. Det skal ske i respekt for at vi skal passe på naturen, mindske ressourceforbruget og opføre os mere bæredygtigt – og ikke mindst sikre et godt og produktivt arbejdsmiljø.
Der er altså ingen uden for landets grænser, der tager hensyn til de bureaukratiske love og regler, som vi har rodet os ind i. Tværtimod – de overhaler os bare og smiler overbærende – mens vi hænger fast i stadig voksende administrative byrder og voldsomme dokumentationskrav.
Små og mellemstore virksomheder overlever i Danmark – på trods af byrder – og ikke i kraft af velvilje ovenfra.