Vi kan ikke sige, at vi vil have de dygtigste medarbejdere uden at tage ansvar for også at uddanne dem
Anders er elevrepræsentant, og Søren er med i LUU i Frederikshavn: Vi kan ikke sige, at vi vil have de dygtigste medarbejdere uden at tage ansvar for også at uddanne dem Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) har løbende elever fra eventteknikeruddannelsen knyttet til den tekniske afdeling. Det sker som en del af at tage et samfundsmæssigt ansvar – både for branchen og for de studerende, der vælger en spændende erhvervsuddannelse. Anders Manstrup Kristensen er lige nu den femte eventteknikerelev i AKKC.
Efter at havde fundet uddannelsen på studieportalen og researchet på, om eventteknikeruddannelsen kunne være noget for ham, startede han på forløbet med store forventninger – og dét har han ikke fortrudt:
– Jeg er super glad for at have valgt en erhvervsuddannelse. Jeg var skoletræt, men den måde, som man bruger teori koblet sammen med praksis på uddannelsen, er virkelig fedt. Man får lov til at prøve teorien af med det samme, og det er lige noget for mig.
I 2021 landede han en plads som eventteknikerelev i AKKC, og her får han mulighed for både at lære nyt og afprøve den lærte teori ”i virkeligheden”.
-I AKKC står jeg for drift og afvikling af arrangementer. Det er fedt at være et sted, hvor jeg både holder af arbejdet og mine kollegaer, og jeg har det nødvendige ansvar for, at tingene spiller ved, at jeg er med til at klare arbejdsopgaverne fra start til slut, fortæller han.
Anders Manstrup Kristensen har desuden påtaget sig ansvaret som elevrepræsentant på eventteknikeruddannelsen, så han på den måde kan være med til at tage ansvar for at uddannelsen og virksomhederne, der har elever, lever op til det, de skal. Et socialt ansvar I AKKC har de haft elever i den tekniske afdeling gennem de seneste syv år, og her er man ikke i tvivl om, at det er det helt rigtige at have eventteknikerelever.
– Vi som virksomhed har et socialt ansvar i forhold til at uddanne elever. Vi kan ikke sige, at vi vil have de dygtigste medarbejdere – uden at tage ansvar for også at uddanne dem, siger Søren Kabbel Dalgaard, der er teknisk chef i AKKC, og som derudover også er skuemester på eventteknikeruddannelsen, og en del af LUU, det lokale uddannelsesudvalg, i Frederikshavn.
– Som virksomhed får vi også meget ud af det. Det er en utroligt stor hjælp i hverdagen, og derudover kommer eleverne jo også med den nyeste viden indenfor området. Så vi kan både lære dem noget, men kan bestemt også lære af dem. Vi bliver derfor helt sikkert ved med at have eventteknikerelever i fremtiden, fastslår han.